Tine tog på sit livs gåtur, da hun blev enke. Og så skete der ting og sager

To år efter Tine Poulsen blev enke som 45-årig, gik hun over en periode på seks uger sit livs gåtur. Hver dag dedikerede hun sine skridt til andre, og det havde betydning for både sorgen, hende selv og de mennesker, hun mødte på sin vej.
Onsdag, 23. september 2020 – 7:52 – af: Helle Hoffmeyer. Foto: Shutterstock og privat
Print artiklen |
Del artiklen
Da Tine mistede sin mand, Bjarne, skete det uden varsel. I det efterfølgende år besluttede hun sig for at forfølge en drøm, hun og Bjarne havde haft sammen: At gå Caminoen.

Det vil sige den 779 kilometer lange rute fra Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Tines tur udviklede sig til at handle om andet og mere end hendes tab af Bjarne. Det blev en gåtur for livet, og ikke bare hendes eget.

Tine havde spurgt sin yngste datter på 19 år, om hun ville med, men det var ikke noget for hende. Alle hendes fire børn syntes dog, at hun skulle tage af sted, hvis det gjorde hende glad.

Velmenende venner og bekendte var bekymrede over, at hun ville rejse helt alene.

– Hvis du vidste, hvor mange gange, den idé kunne være slået ihjel. ”Tør du at tage af sted alene?”, ”Ej, du er modig”, og ”Hvad med dine børn?”. Men for mig var det naturligt. Jeg trængte faktisk til at være alene og ikke skulle tage hensyn til andre end mig. Og kunne være i sorg for mig, forklarer hun.

Tine følte ikke, hun rejste alene, for hun besluttede at dele sine rejseoplevelser på daglig basis i en lukket Facebook-gruppe.

Hun kaldte gruppen for ”Rute 1 — en tur for den, der har mistet”, og hun lukkede interesserede ind i gruppen: Venner, bekendte, familie, kolleger og naboer. En håndfuld af dem, hun mødte på Caminoen, fandt også vej ind i gruppen.

Mange pilgrimme har en byrde i rygsækken, som de bearbejder på den lange gåtur. For Tine Poulsen handlede det om andet og mere end hendes egen sorg.

I månederne inden afrejsen fik hun nemlig den idé, at hun ville gå for en ”sag” hver dag.

Hun var inspireret af Team Rynkeby, der cykler for at rejse penge til syge børn. Tines dedikation handlede om åndelig støtte til sine medmennesker.

Gå skridt for andre
– En dag havde jeg en kunde i klinikken, som havde mistet sin søn. Jeg sagde spontant til hende, at jeg ville gå nogle skridt for hende. Hun blev simpelt hen så glad, så jeg tænkte: Okay, men så er det jo dét, jeg skal.

– Mange sagde til mig, at jeg bare skulle gå for mig selv. Men prøv nu at høre her: Jeg går så mange skridt, så der er nok skridt både til mig og dem, jeg gerne vil gå for, siger hun med fasthed i stemmen.

De første uger var overvejende dedikeret til ­familie, venner og kolleger. Men undervejs besluttede hun rent intuitivt at gå for større sager som ­udsendte soldater, alkoholikere og deres pårørende og fred på jorden.

Og efterhånden strømmede det ind med forslag til personer og sager i hendes Facebook-gruppe.

Måske kiggede Tine efter sammenhænge, men ikke desto mindre oplevede hun næsten dagligt noget, som gav mening for den sag, hun gik for. For eksempel mødte hun en kvinde, som fortalte hende om sit voldelige ægteskab, samme dag hun gik for voldsramte kvinder.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: “Mine kone synes jo ikke, jeg er så skide klog”

– Den dag jeg gik for fred mellem mennesker, så jeg den her meget farverige pige i neonfarvet tøj, og bag på hendes lår stod der ”Peace and Love”. Og da jeg gik for brystkræft, faldt jeg i snak med en amerikansk mand, Jeff, hvis kone var død af brystkræft. Samme dag havde jeg helt tilfældigt fundet to lyserøde bånd — et på jorden og et ved den seng, jeg havde sovet i.

– Det er bånd, som bruges til at hænge mærkater på den bagage, pilgrimmene sender i forvejen, forklarer hun og griner, så hendes caminoøreringe med muslingeskaller af guld dingler.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *